Dette bør du vide, når du skal søge om boligstøtte
Dette bør du vide, når du skal søge om boligstøtte
Når du bor til leje, så har du potentielt set ret til at modtage boligstøtte. Dette er et skattefrit beløb fra det offentlige, som skal hjælpe lejere med at betale deres husleje.
Der er nogle forskellige faktorer, som har indflydelse på, hvor meget en person kan modtage, og beløbet er derfor meget forskelligt fra person til person.
Vi vil i denne artikel gennemgå, hvad du skal gøre, når du selv skal søge om boligstøtte.
Hvad skal du være opmærksom på i forbindelse med boligstøtte?
Som udgangspunkt er du berettiget til at modtage boligstøtte, hvis du bor til leje og lejemålet har eget køkken.
Hvis du bor sammen med en eller flere andre, så er det kun én af jer, som kan modtage boligstøtte, hvorefter I selv må udregne den endelige husleje pr. person.
Desuden så er det ikke altid, at boligstøtten udbetales til din konto. I somme tilfældebliver beløbet udbetalt direkte til boligselskabet, som så efterfølgende trækker beløbet direkte fra den samlede husleje.
Bor du til leje i et forældrekøb, så har du stadig mulighed for at modtage boligstøtte, også selvom det er dine forældre som ejer ejendommen. Her er det blot vigtigt, at I har udarbejdet en gyldig lejekontrakt, som kan sendes sammen med resten af ansøgningen.
Kan jeg få boligstøtte i et fremlejeforhold?
Ja, det kan du sagtens. Igen er der blot nogle omstændigheder, du skal være særligt opmærksom på.
Først og fremmest er det vigtigt, at du har fået udarbejdet en gyldig lejekontrakt, da denne skal sendes med i ansøgningen til det offentlige.
Dernæst skal du være opmærksom på, om personen som normalvis bor til leje i lejemålet, har flyttet adresse, mens du bor i lejemålet. Hvis fremlejegiver stadig har adresse i lejemålet, så kan det få indflydelse på boligstøtten, da denne beregnes efter husstandens samlede indkomst.
Er den samlede indkomst for høj, kan du faktisk helt miste retten til boligstøtte, så dette er værd at holde øje med.
Er der andet, jeg skal være opmærksom på?
Når du udfylder selve formularen til ansøgningen om boligstøtte, så er det sådan set meget lige ud landevejen. Dog er det en god idé at gemme løbende, så du altid kan vende tilbage, hvor du slap, i stedet for at skulle begynde forfra i tilfælde af, at du er blevet distraheret.
Ønsker du at modtage boligstøtte fra første dag du er indflyttet, så skal du altså søge boligstøtte senest 30 dage efter, at du er flyttet ind i lejemålet.
Og så skal du huske, at når du fraflytter lejemålet igen, så følger boligstøtten ikke automatisk med. Du skal altså ind på borger.dk og flytte boligstøtten med dig.
Nu er du klar til at søge boligstøtte
Når du har læst denne artikel, skulle du gerne være klar til at søge boligstøtte, og vi håber, at du har fået et par guldkorn med på vejen, så processen forløber fuldstændig problemfrit.